Det synger imod mig
fra nyløste Vande,
som hovedkuls stuper
langs Fjeldene ned,
det lyner af Straaler,
som kaster sig i dem,
der fossende muntert
de raaber: Kom med!
Kom med, du, som engang
har mægtig fornummet
den stormende Længsel
mod Frihedens Hav,
og glem saa det tunge,
som Vinteren bragte
og husk blot det lyse,
som Foraaret gav!
Snart straaler der Varme,
snart tindrer der Blomster,
men Sol maa der skinne,
og Kamp skal der til;
før Landet er vundet
for Sommerens Magter,
ei kuer du Trodsen,
som ler i vort Spil. ‒
De synger imod mig,
de velkjendte Stemmer, ‒
og dog . . . hvorfor staar jeg
i Tvil, der jeg staar . . .
En Sorg i mit Hjærte,
en hulkende Kummer:
Ak, død er min Ungdom
og svunden min Vaar! v
Mod Solfald det lider,
da Straalerne mattes,
og Vaarkvælden synker
i Stjerner og Glød, ‒
det mumler omkring mig,
men angstfuldt og dæmpet:
Din Ungdom du svigted,
og nu er den død!
Som varslende Røster
i Natten det stiger,
som Veklagers Jammer
og truende Raab,
det hvisker om Faner,
som engang har vaiet,
om lysende Navne
og manende Haab:
Vi raabte, vi kaldte,
du ændsed det ikke,
vi ægged, vi trygled,
du lyttede ei! ‒
Længst mørkned hver Udsigt
fra Fjeldenes Sider,
og Vandene fryser
til Is paa din Vei.