Det er med mig som med den glade Morgen,
der løfter sig af klamme Nattetaager
og hvælver Himmel over nye Verdner, ‒
det er med mig som med den glade Morgen;
thi hvad der i min Sjæl laa taagebundet
af syge Minders Kval, af feige Tanker,
af kvalmt og raaddent, som jeg kjærlig pleied,
aa, det er luftet ud af Sjælens Tempel
og skyllet langt til Havs paa varme Bølger,
der sprang af Smil og lykkelyse Timer.
Nu staar jeg atter ren og klar og fri;
thi Kjærligheden er et Bad i Vaaren.
Og som den unge, guldblaa Sommermorgen
har Sjælen loftet sig af Fortidstaager
og hvælvet Himmel over skjære Minder,
hvor du gaar smilende og vaad af Duggen,
den Himlens skjønne, rige Naadegave,
og vinker mod mig, ‒
jeg kommer kjære, bedste Ven, jeg kommer!