Den væbnede Fred

Mit Navn er Freden, og hvor jeg færdes, der gror dit Arbeid i Haab og Glæde, der bølger Kornet for Sommervindene lig lyse Tanker i Menneskesindene,

og Engen grønnes for Sol og Væde. Mit Navn er Freden! Og se, jeg lægger min svale Haand paa din hede Pande og byder Fred over alle Lande,

Fred paa Jorden. Men det er ikke Fred! ‒ Det er bare den dumpe, kvalmende, kvælende Stilhed før Slaget, der brydes imorgen af Vaabenbraget.

Et Hævnraab i Luften! ‒ Og sitrende kaster den Raabet tilbage, saa Sindene skjælver i Uro og Bæven, for hvad der skal komme, før Dagen er omme.

Det rasler af Vaaben, af Rygter, som trænges, modes og sprænges og hvirvles til Krudtrøg, før nogen det aner. ‒ Vi gaar paa Vulkaner, vi gaar paa Vulkaner,

og ser ingen Fremtid i Synsbrynet smile, ‒ en Fred, der ikke har Fredens Hvile. Som foran et Uveir, naar hele Naturen holder sin Pust i Angst og Forventning.

Hvad er der i Vente? Alt ruller der hule Fjærndæn fra Skyernes giftige ‒ gule. Der er Lyd, som varsler, Lyd, som forstummer, Susen i Løvet, en Humle, som summer,

Fugle, som svipper sig ræd gjennem Luften. Saa slaa da løs! Det faar være det samme, lad Tordenen smælde, lad Lynene flamme, heller det, end i Længselsvaande

sidde med syg og tilbagetrængt Aande. Det er ikke Fred, det er bare en kvælende Mare af Stilhed paa Menneskesjælene. Men ind under Stilheden, født af en Jernhaands

tause og tyngende Greb i vor Nakke, raser der Kræfter. Det er Frihedslængsler, som ikke faar bølge, Handlingens Jubel, som ikke faar følge, ‒

ind under Stilheden vokser sig Hadet stort og fortvilet, og kvalfyldte Tanker tærer paa Blodet, sygner og banker. Den væbnede Fred! ‒ Hvem skal Troldommen bryde,

saa Solen faar varme og Spirerne skyde?