Der glitrer ingen Blomster mer for mig,
og intet Haabets muntre Vagtblus skinner,
der lysner intet Løvspring paa min Vei,
og naar det rasler, er det gamle Minder.
Min Sjæl er syg, min Kraft fortært, forspildt
i Somrens Brand, i Festers Rus og Hede,
Naturen død. Og derfor nu saa stilt,
hvor før der steg Musik og Farvers Glæde.
Naturen død! ‒ Den store Pan er død! ‒
Hør Aftenbrisens Suk, naar Dagen segner,
og se mod Vest, hvor ængstelig og rød
den Himmel er, der kuldegusten blegner!
Hvem skulde troet, at saa bred en Strøm,
saa lyst et Væld, saa dyb en Livsens Kilde
i Skyggen af den første brustne Drøm
laa isbelagt for saa at gaa til Spilde?
Dog stundom er det mig igjen, som gaar
jeg i en Sky af Sorg, der gjennemglødet
af Minders Skjønhed varsler om en Vaar,
da endnu ei det mindste Blad var ødet.
Jeg hører Vinger klapre, Fugle slaa
og Løvet suse som i gamle Dage,
jeg hører Bækken nynne, Stemmer spaa,
at snart vil Lykken vende rig tilbage.
Det vintres, vintres! ‒ Af hvert Haab forladt,
forladt tilsidst af Sangens glade Fugle,
jeg staar bedrøvet i den kolde Nat
og hører fjærnt en Visdomsugle ule.