De kjæmper ikke længer ved vor Side,
de høie Guder, der i Slægtens Morgen
steg af dens Trang mod Frihed, Skjønhed, Visdom.
De vandrer ikke blandt os; og de blegned,
da Syndens Lære slog de trætte Mennesker
med Anger, Frygt og syge, feige Tanker,
og Døden første Gang kom ind i Verden.
Nu sidder den paa Lur bag hver en Time
og spiller som en Slanges troldske Øie,
der spotfuldt vaager paa sit sikre Bytte, ‒
og al Naturen vaander sig i Smaærte,
og gjennem Skogen sukker det om Kvælden:
Den store Pan er død. . .
Men endnu lever han den mystisk ‒ blege,
forraadte Skikkelse fra Galilæa;
og hvor han Haanden strækker ud, der mattes
det seiersikre Smil, der brister Trodsen,
og Mennesket søger ræd og sky som Krybet
de klamme Skygger, hvor ei Sol tør skinne.