De evige Spørgsmaal,
som aldrig fik Svar,
nu kommer og tar de
hver Tanke, jeg har:
Vi vented taalmodig,
os ændsed du ei,
men vandred i Letsind
en rosen-strød Vei.
Hvor er saa de Blomster,
dig Foraaret gav? ‒
Henveiret og smuldret
til Støv paa dets Grav?
Vi kommer, naar ribbet
og raadvild du staar
og gysende ræddes
for Veien, du gaar.
Hvem er jeg? ‒ saa spør du
og ser dig omkring
og hører det hviske
om evige Ting.