Hun syntes kommen fra en nænsom Verden,
hvor Livet kjender milde Tankers Omsorg
og aldrig Raahed kaster kolde Skygger.
Hun var saa skjær og fin, indtil forfrossen
og bleg af Livets Kuldeguvs hun segned;
thi her var veirhaardt for en Sjæl som hendes.
Men som en Høstblomst, bidt af Nattefrosten
tidt i sin Afmagt aander større Skjønhed
end den, der brauter sig i Sol og Farve,
slig var det, at hun gysende sig bøied
og folded ud i Ømhedstrang, i Tungsind
en Kunst saa zart, at vi, som saa den lutres
af Viljens Ild i dette skjøre Legem
og løftes mod de straalehvide Høider,
os kjendte renere i hendes Nærvær.
De skjønne Øine skued Smærtens Alvor,
den klare Pande speiled Sorg og Længsler:
En Aand, der strøg vort Liv forbi! ‒ Dog stille!
Vi hører endnu Suset af dens Vinger.
Og som jeg staar her nu i Aftenfreden
og ser mod Nord, hvor sidste Lysskjær flammer,
saa bryder jeg i Tankerne paa hende
den skjæreste af alle Aarets Blomster.
Du fine, stille! Og mit Hjærte røre
stil Andagt af dens Bleghed og dens Ungdom.