August

Aftnen fin og lys og skjær som en Drøm, der blidt svandt hen . . . Og nu gaar jeg her igjen, ja, nu gaar jeg atter her!

Og jeg hvisker: Alt som før, Birken i sit Yndes Slør, Aspen med det rædde Sind, bævrende for Kvældens Vind,

alt og intet ligt sig selv i den elskovstunge Kvæld, hvor som før det bruser, klager, sukker, længes og forsager. ‒

Kanske gaar, som selv jeg gik, i de første Drømmes Gry, nu en Yngling blyg og sky med saa indadvendt et Blik . . .

Dengang Vintren nys brød op, var det, som han selv skød Knop, og nu svulmer det derinde for de bløde Sommervinde.

Blad paa Blad, i Længsler svøbt, ligger Sjælens Blomst beredt til at springe ud med et og i Frihed vorde døbt, ‒

alting kalder: Elskov, Haab, stærke Lidenskabers Raab, drager, suger; den, som vidste, naar dog Svøbet vilde briste!

Og han ser sig utryg om, ‒ For en Skam, hvis nogen kom! Og han mumler paa et Digt, til det strømmer tungt og rigt

og al Verdens Skjønhed rummer, al dens Fryd og al dens Kummer. Og da flammer Kinden hed af de stolte Rhytmers Flugt . . .

Hvad var det? En Glans blev slukt, ‒ det var Solen, som gik ned! ‒ I en Sky af Vemod hyllet staar han pludselig fortryllet. ‒

‒ Ja, for er det ikke her, som om alt var underlagt smaærtefuldt en Længsels Magt: Sommerkvælden fin og skjær,

Skogens Sus og Bækkens Spil og jeg selv, der lytter til, ‒ som om alt i Længsel lever og i Længsler toner, bæver? ‒

Dæmp din Trang og sænk din Røst, du, som gjennem Kvælden gaar! Ingen høi, hesperisk Vaar, nei, en sløv, taalmodig Høst,

er det nu, som forestaar. Har du Vinløv i dit Haar, Rosers Pragt, da riv dem af, her har Livet andre Krav

end i fyldigt Liv at leves: Langsomt gro og langsomt visne, ‒ bøi dig, Sjæl, for hvad der kræves! Somren kort og Vintren lang

og et Haab, der sprang af Smil, ak, hvor ofte stedt i Tvivl, til det vaares næste Gang! Atter Løv og Lys og Leg,

da maaske er Kinden bleg og de Løfter, som blev givet, Mindelser for hele Livet. ‒ ‒ Lyngblomst, Lyngblomst, du, som strør

over Fjeld og skogløs Hei Farvers Liv, naar Som'ren dør, o, vær hilset paa min Vei! Ingen Blomst saa skjær og ven,

ingen Duft saa kjær og ren, ingen trampet paa som du, ingen dog saa glad i Hu, fattigst Blomst, der rigest lyser,

naar de andre Blomster gyser!