Ak, mens jeg ødet har mit bedste Eie
paa dunkle Stier og paa vilde Veie,
saa har i Ly af rene Dages Stilhed,
af lyse Nætters drømmefulde Mildhed,
dit Væsens Blomst skudt farvefine Blade,
saa har du samlet, har du oget, værnet
og vaaget kjærligt om dig selv, du glade,
til du en Morgenstund i Mai stod færdig
og rakte Armene mod Livet, Livet.
Og jeg brod Blomsten. Men i Smerte kjender
jeg mig saa ydmyg, ja, saa fattig, liden,
som naar i Vaarrus alle Kræfter trænges,
i Vaarrus mødes, brydes, væltes, sprænges
og bruser Livets Hæisang over Jorden.
Da kaster jeg mig hjertesyg i Græsset,
da glitrer Livets Rigdom gjennem Taaren,
da ønsker jeg, jeg var et Fnug i Luften,
et Fnug, der suste nyfødt ind i Vaaren.