Aa Gud ske Lov

Aa Gud ske Lov, at Natten dog er svundet, den dumme Nat, hvori jeg utaalmodig mod Dagens første Dæmringsbud har stundet som et Geburtsdagsbarn. Nu rødmer Lyset,

nu skjælver Luften svagt for Morgengyset, og Havet svulmer i en sølvblaa Strime og varsler om det store Unders Time. Jeg staar i Dagens Gry med blanke Kinder,

med Blodet tørstende i alle Aarer, med Frihedsskrig paa Læben: Se, den rinder! ‒ Der raabes Svar af lattermilde Guder, der tændes Fremtidssol i vaagne Ruder,

og gjennem Taagen stiger Marker, Enge som et i Natten drømmevirket Klæde af duggsprængt Spindelvæv og hvide Taarer, der drypper funklende til Jord af Glæde.

Jeg hilser dig, du Dag for mine Længsler, for mine stærke, flyvesyge Længsler, jeg hilser dig, du Dag for mine Planer, for mine glade, stolte, nye Planer! ‒

Og se! Der nu jeg gaar med Brand paa Kinden, staar Trær og Buske, vaiende for Vinden og suser foran dem som friske Faner. ‒ De suser foran Livets store Stevne,

hvor ogsaa jeg vil prøve dig, min Evne og kjende alle Kræfters Buer spændes, i Handling mættes og af Handling tændes. For jeg er ung! ‒ Og gjennem Sjælen strømmer

en Anelsernes Verden, hvor jeg drømmer i ensom Lykke. Bange, bange træder min Fod, som om Tilgivelse den beder for hvert et Skridt; det myldrer jo i Trængsel

og kryr af Liv, af Liv i Skaberlængsel, af Liv, der lever denne Dag, blot denne, men lever den i Straalefryd til Ende paa vores Jord, der nu i Jubel hæver

mig paa min Gang, til leende jeg svæver, og svævende i Rummets Sol fornemmer en Livsmusik af Millioner Stemmer, der løftes i et Raab: Vi lever, lever!