Hjarta

Ho var mi lukkesol, mitt liv; min heim var som ein evig dag; men no ho sit, mitt væne viv, med folna andlits-drag.

Kvar kveld eg steig i stova inn og vona ljos og livd aa faa, ho sat med sorgfull smil paa kinn og taarutt augo blaa.

Idag her var ein vesalmann, han var so bleik, han var so blaa! og taarer yver kinni rann, for heime sat der svoltne smaa.

Og kona hans paa likstraa laag; ho svalt ihel, det arme ting; eg trur eg aldri meir vert fjaag, naar eg meg ser ikring!

– Dau gav han vel? Du veit eg gav, so mykje han paa ryggen bar. – Kva gangnar det! Du øys i hav, um du so gav vaar gard!

– Og sidan kom ei kona inn og skildra kor dei fraus og svalt; det gjorde meg so sjuk i sinn aa høyra paa det alt.

– Eg halda vil alt vondt fraa deg, eg stengjer døri att for deim, som legg i røys din ljose veg og myrknar all vaar heim.

– Aa kan dei ikkje koma inn, dei stend ved porten utanfor; dei sløkkjer sæla i vaart sinn, um ei dei brukar ord.

Og du er helder ei so hard; eg høyrer deg so vel um nott; du ligg og spør, og du fær svar, i draum du lovar godt.

– Du ser det sjølv, det gagnar ei, det er aa ausa sand i hav. Um du saar gull paa villan heid, kva haustar du derav?

– Det kvittar eitt, du maa, du maa, so sant du livsens meining fann; og vil du atter sæl meg sjaa, so hjelp dei, som du kan!

Eg legg meg ned ved hennar fot: “Du betre, betre er en eg!” Det svider meg um hjarterot, no ser eg livsens veg.

No ser eg her min lagnad staa og vinkar meg aat heimen sin: “Du tenkte meg aa ryma fraa, no, daare, er du min!”