Naar einsam i myrkre eg drøymde
um ljosbragd paa himmelen blaa,
og blodtunge tankarne strøymde
av veksande elskhugens traa,
Daa drog du fraa myrkaste dalar
min hug til det solfagre land,
der alle um kjærleiken talar
og tegjer um sorgi som brann.
Eg høyrer ditt bivrande mæle
og minnest dei mjuklynde ord;
daa soli meg fyller med sæle,
og Gud er breidd ut yver jord.
Daa blomarne angar so raude,
og trei dei laver av blad,
eg englar stig upp fraa dei daude
mot himmel med heilage kvad.
Dei melder fraa Herren hin milde
den segni um atterfødd jord,
at hjarto i elskhug vert stille,
og hugen i kjærleik vert stor.