Vor kjærlighed

Vor kjærlighed, vor kjærlighed, den blev jo sorg igrunden. Forvist jeg tror, forvist jeg ved, at du som jeg i længsel led;

men aldrig talte munden. Min Gud! Min Gud! Tal ud, tal ud! Du var, du er og blir min brud. Jeg ved det godt, jeg ved det vel,

du turde ikke følge din elskovs trang, din frie sjæl, men skjulte dig i kildens væld som nymfen i sin bølge.

Min Gud! Min Gud! Tal ud, tal ud! Du var, du er og blir min brud. Her gaar jeg stum, her gaar jeg stur, og du ‒ du gjør det samme.

Du vilde fugl i hegn og bur, flyv ud, flyv ud i guds natur og gjør al tvang tilskamme. Jeg følger dig, jeg følger med,

mit hjertes første kjærlighed. Gud fader giv, Gud fader giv, at du var min til døden. Du er min drøm, min sol, mit liv,

min elskovsbrud, min hjerteviv saa skjøn som morgenrøden. Tal ud, tal ud! kom i min favn, saa slukner alle mine savn.

Ræk mig din haand, giv mig et kys, hvad du ei før har givet. Og dør vi end i blomsterdrys, i favntag og i søde kys,

saa vid, det er dog livet. Vor kjærlighed, vor kjærlighed er liv for tid og evighed.