Nytaarsaften.
Aar efter aar henrinder
i tidernes brusende strøm.
Alting, som er, forsvinder.
Livet med haab og minder
er som en flygtig drøm.
Nytaarsbøn.
Lær mig, store Gud, at lide,
skjænk mig hjertefred og haab,
lær mig sorgens strid at stride,
trøst mig i min sorg og kvide ‒
hør mit hjertes sukkeraab:
Sjælesyg i sorgen sidder
jeg her ensom og forladt.
Udenfor paa livets vidder
er der sol og fuglekvidde
her hos mig er sorgens nat.
Er der naade for en synder,
lad mig, Gud, din naade faa,
saa fra nytaar jeg begynder
livet slig, som du tilskynder
os, hvis vi vil himlen naa.
Lær mig, Gud, min sorg at bære,
som det sømmer sig en mand:
Glad og munter bør han være,
selv om sorgen vil fortære
ham og dræbe hans forstand.
Uden klynk og uden klage
bør vi stride livets strid.
Sorg er styrke for de svage.
Og naar endt er stridens dage,
kan vi vente hvilen blid.
Nytaarsdag.
Aar efter aar henrinder
mod evigheds bundløse hav.
Slægt efter slægt forsvinder;
den tause død forbinder
slægternes vugge og grav.
Menneskelivets gaade
kan ikke løses paa jord;
et dyb af ve og vaade
og himmelsk fryd og naade
i menneskesjælen bor.