Han sætter sig taus og stille;
kun lader, som hun vil gaa.
“Sig mig, hvad var det, du vilde?”
Hun hører sit hjerte slaa.
“Jeg tænkte, at vi to kunde . . .
du ved nok selv, hvad det er;
jeg kan ikke det udgrunde;
men Gud, hvor jeg har dig kjær”.
Hun ler uskyldigheds latter;
det bruser det unge blod.
Hun aner, hun alting fatter,
og dog hun intet forstod.
Han lægger rundt hendes midje
sin sterke, senede arm;
bøielig, slank som en vidje,
hun læner sig til hans barm.
Hun kjender hans hjerte banke,
banke med sit i takt.
Hun kjender ham i sin tanke
med elskovens tryllemagt.
“Jeg har dig saa kjær, min kjære ;
jeg elsker kun dig, kun dig.
Til døden jeg skal dig være
trofast som du imod mig”.
Hun ved, at legen er farlig;
hun hørte det mangen gang.
Og rødmende glider hun varlig
ned i den elskedes fang.
Hun ind imod ham sig bøier;
hun ser ham i øiet ind.
“Gud give, det ikke er løier;
jeg er, jeg vil være din”.
Stjernerne blinker og skinner,
og natten er taus og mild.
Naar solen staar op, den finder
en udslukt kjærligheds ild.