Jeg sprang engang i skogen som liden gut omkring; jeg var saa glad som nogen, men vidste ingen ting;
thi dum jeg kom til jorden, og dum jeg gaar herfra. Jeg ved saavidt, at jorden er rund, og det er bra.
Jeg løb som sagt i skogen og saa mig lidt omkring; tilsidst jeg syntes, skogen gik rundt for mig i ring.
Jeg saa en furustubbe ved siden af en sten; den tyktes mig en gubbe med meget korte ben.
Da jeg en stund har stirret, jeg mer og mere saa; jeg blev som sindsforvirret af skræk, men maatte staa.
Jeg saa en liden jente med blaaligfarvet stak, og hvorhen jeg mig vendte, jeg hørte støi og snak.
Da løste sig min tunge, jeg satte i et skrig saa vildt, som nogen unge kan skrige angstens skrig.
leg flytter foden fremad og styrter blindt afsted og sætter kursen hjemad, af rædsel kold og hed.
Jeg løb igjennem skogen, som var jeg rent Lesat, og tyktes tidt, at nogen greb bagfra i mig fat.
Bag stene og bag tuer jeg ser den røde brem Paa nissefolkets huer, idet de titter frem.
De glodde, og de glante paa mig forskræmte fyr, og da jeg aldrig ante, at alt var eventyr.
Jeg da for alvor trodde som paa min lærers svolk, at dybt i skogen bodde et saakaldt huldrefolk.
Men aldrig har jeg siden følt saadan dødsens skræk, skjønt mangel jo paa viden har gjort mig tidt til gjæk.
Thi frygten os fordummer, det er en afgjort sag Fornuftens røst forstummer ved fantasibedrag.
Cookies on Poetry Cove