Naar aftenskumringen sænker
over jorden sin fred,
sidder jeg ensom og tænker
paa dig, min kjærlighed.
Dig har jeg eiet, men mistet;
natten fylder mit sind.
Den tyngste sorg har jeg fristet;
ligevel er jeg din.
Jeg kan dig aldrig forglemme;
du var min hjertens lyst.
Jeg hører din milde stemme
dybt i mit eget bryst.
Mit hjerte synes at briste . . .
en kval foruden ord.
Gud give, nogen det vidste;
ingen min smerte tror.