Bjørken, granen, furuskogen
staar som kornet sommerdag.
Øksen, ljaaen, riven, plogen
gaar omkap saa fort som nogen
i et muntert arbeidslag.
Glommen tung og strømsterk banker
lig en puls i landets bryst.
Her er hjem for skjønne tanker,
som gjør livet rigt og lyst.
Mellem Østerdalens fjelde
findes mangt et yndigt sted.
Lys af ungdom, graa af ælde,
barnemild, trods magt og vælde
alnaturen aander fred.
Fjeldet løfter stolt sin pande.
Jorden som i drømme ler.
Smaa sortladne tjern og vande
øine lig mod himlen ser.
Sol gaar ned bag fjeldets tinder.
Østerdalen slumrer ind.
Sol i morgen atter rinder,
gaar i ét som haab og minder
i et livsforklaret sind.
Himlen hvælver sine buer
som et mægtigt tempelhvælv.
Sommernattens stjerneluer
speiler sig i tjern og elv.
Men fra dalens hjerte stiger
elvens sus som suk og sang.
Dagen kommer: mørket viger;
alt, som imod lyset higer,
stemmer i sin morgensang.
Alting vaagner op af dvalen,
op af nattens drømmedøs.
Ung og sterk gaar Østerdalen
paa sit fremtids dagverk løs.