Det er en smuk høisommerkveld
med solfaldslys fra oven.
Jeg sidder sorgfuld for mig selv
ved kysten, havets grænseskjel,
og stirrer taus paa voven.
De glitrer skjønt i solens skin
de store, dybe vande,
mens sommerkveldens lune vind
faar bølger til at vugges ind
imod de grønne strande.
Naar havet rører sig saavidt,
at det har ord paa tunge,
det tolker bedst, hvad det har lidt,
hvad det har kjæmpet, raset, stridt
før det sin sang fik sjunge.
I fjæren glinser tang og skjæl
og tusen rare stene,
som engang laa paa høie fjeld,
hvad heller ved et kildevæld
imellem skogens grene.
Men bølgen førte dem afsted
paa vandring uden orden.
Og bølgerne vil blive ved
med samme leg i evighed
at tumle sig om jorden.
Jeg lytter til en sælsom sang
i bølgegangens gulpen.
Det høres som en verdenssang,
en evighedens toneklang,
i verdenshavets skvulpen.
Det er en sang foruden ord,
men dog med tusen røster ‒
et vældigt, blandet verdenskor,
et tonespil, et blomsterflor,
som syge sjæle trøster.
O, nei, hvor skjøn og deilig er
dog jordelivets vrimmel,
og denne sommeraften her
er kun et gjenskin, intet mer,
af herlighedens himmel.
O, lad mig favne alt og dø
i skjønhedsglansens straaler:
det store hav, den lille sjø,
den hele jord, en klode-ø,
og alt, som tanken maaler.