Solen gaar ned. I guldglans forsvinder
den for i morgen at lyse paany.
Varmende mildt dens guldøie skinner
evig og altidd Levende minder
den mig om evigheds morgengry.
Sol, om jeg kunde, fulgte jeg gjerne
dig paa din deilige, straalende gang
rundt om i rummenes fjerneste fjerne,
hvor du som dronning, stjernernes stjerne,
lovsynges høit af klodernes sang.
Sol, i dit navn jeg knæler og beder
den Gud, hvis kjærlige øie du er,
at han mig ta'r ved haanden og leder
til de himmelske sfærer og steder,
hvor man er dig og guddommen nær.
Jeg, som saa mange andre, maa sande:
Hernede vi er i landflygtighed.
Aandens hjem er de sollyse lande
hinsides gravens og dødens vande,
hvor solen aldrig ‒ aldrig gaar ned.