Himmelen over jorden sig hvælver
lig en uendelig baldakin.
Luften af solvind sitrer og skjælver
badende jorden i solbølgers skin.
Havet med smilende aasyn kysser
moderlig ømt den blomstrende strand.
Guddommen livsvelsignelser drysser
ødslende ud over hav ‒ over land.
Florlette skyer seilende svømmer
om i ætherens lysende hav.
Sjælen en stund fra jordfængslet rømmer
glemmende sorger og forbud og krav.
Fri den hist mellem skyerne svæver
nydende sæl sit skjærsommerrus.
Sælest i frihed og skjønhed lever
aanden ‒ og ikke i støv og i grus.
Men ak, skjærsommers straalende dage
varer som skjønne drømme kun kort.
Minderne blir som gjenskin tilbage;
for selv flygter livets deilighed bort.
Kan vi bevare indtil det sidste
haab om en evig skjærsommerfryd,
saa vil selv graven og døden miste
brodden paa sine livdræbende spyd.