Mit fødehjem, mit fædreland! farvel, farvel, farvel. Tilhavs imod en fremmed strand . . . Dér svinder som en taagerand
i aftensolens gyldne brand de kjendte kjære fjeld. Men foran aabner havet mig sin store, brede verdens vei.
Mit fædreland! du dyre ord . . . saa kjært som alt, jeg ved, saa kjært som far, saa kjært som mor, saa kjært som søster, ven og bror;
du eier alt, jeg har paa jord . . . du er min kjærlighed. Jeg elsker dig . . . jeg elsker dig! Men du . . . du synes hade mig.
Jeg ser et lidet torvtækt hus i skogen titte frem. Jeg hører granens stille sus og sjøens skvulp og elvens brus
med bækkens leg blandt sten og grus; se dér jeg har mit hjem. Et fattigt sted, men smukt som kjært; at skilles ifra dig er svært.
Dér sprang min fod i unge aar. Min sjæl af jubel skreg. Jeg husker alt som fra igaar, skjønt det som drømme for mig staar,
hvor vild jeg fløi i livets vaar som fuglen i sin leg. Men nu er fuglelegen slut, endskjønt min vinge ei er brudt.
Min hu staar nu til alvorsdyst, til liv i daad og sang. Mig brænder blodet hedt i bryst; jeg føler fuglens vilde lyst
til flugt imod en solrig kyst bort ifra burets tvang. For er du kjær, mit hjem, iblandt jeg dig for trang og smaatænkt fandt.
Og saa farvel, mit fædreland, mit kjære, kjære hjem. Jeg sørger nok; men jeg er mand. Og hvad jeg maa, jeg ogsaa kan . . .
Der svandt den sidste taagerand, og jeg er uden hjem. Men foran aabner havet sig . . . dér er mit hjem; dér gaar min vei.
Cookies on Poetry Cove