Det suser, det bruser, det bølger . . .
et lyshav fra pol og til pol.
Og dagen i havglansen følger,
mens natten og døden sig dølger
i skjul bag den gryende sol.
Og kloder i bølgerne gynger
som baade paa bølgende hav.
Det toner, det klinger, det synger,
og solen sin guldflamme slynger
rundt jorden, opstandelsens grav.
Jeg bøjer mit knæ, og jeg stammer . . .
jeg lytter, jeg føler, jeg ser.
Jeg glemmer min sorg og min jammer;
jeg synker i bølgende flammer . . .
Allivets, som var, og som er.