Jeg binder dig en liden krans
af ungdoms blomster-minder,
som endnu har sin gyldne glans,
sin friske duft, sin indre sans,
og mig om vaaren minder.
Jeg vistnok har en mængde gjemt
af ungdoms blomster-minder;
men tidens tand har tæret slemt,
og dertil har jeg mange gjemt,
saa jeg ei selv dem finder.
Du gav mig vaarens første glød.
Du gav min sjæl dens vinger.
Og verden gav os mangt et stød;
men kjærligheden brodden brød
af alle dragne klinger.
Du var mig tro i vildest dyst.
Du var min ven i nøden.
Du gjorde hjemmet lunt og lyst.
Du tændte haabet i mit bryst
bag slukte soles gløden.
Med mig du led, med mig du stred
i mange tunge dage.
Naar jeg var storm, saa var du fred,
og fra din rige kjærlighed
jeg fik min fred tilbage.
Tag derfor kransen af min haand
og gjem den til det sidste.
Hvis saa før din min sjæl, min aand
befries ifra støvets baand,
læg kransen paa min kiste.
Men dersom du faar vandre bort
før mig fra sorgens lande,
saa vid: det bedste, jeg har gjort
i et og alt, i smaat og stort,
er kransen om din pande.
Det lidet blev, min ungdoms brud;
det kunde blevet mindre.
Jeg takker dig... jeg takker Gud.
Hvad gjør det, om et lys gaar ud,
naar vi ser solen tindre.