Det var en tid, vi fulgtes ad
i skjønne aftenstunder.
Vi talte om, jeg ved ej hvad;
som fuglepar paa gren vi sad
og sang vor elskovs glade kvad,
til solen den gik under.
Nu gaar jeg stille for mig selv,
og dog gaar vi til sammen.
Hun følger mig ved gry og kveld;
hun lever ‒ lever i min sjæl
som kilden i sit eget væld . . .
som ildens aand i flammen.
Mit liv var nat, var sorg og nød . . .
hun kom med vaarens glæder.
Saa skjøn som dagens første glød
hun blev den sol, som mulmet brød;
men døden tog, hvad mig hun bød . . .
jeg hulker, og jeg græder.
Jeg har ei mere haab paa jord;
den sidste fakkel brænder.
Men selv i gravens muld det gror,
og ingen ved; men fast jeg tror,
at livet først i dødens spor
sin morgenflamme tænder.