Hver gang ved solfaldstider,
naar dag til nat sig hælder,
jeg ind i drømme glider.
Min sjæl af hjemve lider,
og tidt jeg taarer fælder.
Jeg stirrer i det fjerne
mod solens nedgangsskyer.
Jeg ønsker mig saa gjerne
did hjem, hvor solens stjerne
for mørket ikke flyer.
Thi uden slægt og venner
og hjemløs her paa jorden
min aand af attraa brænder
i haab om hjem og frænder
hist ovenover jorden.