Heltedyrkelse

I min barndoms drømme gjorde jeg de store mænd til guder, ‒ hvad jeg vistnok ikke burde, jevnfør budet mod afguder; ‒

men man feiler, om man dømmer det for synd, som barnet drømmer. Og med store mænd jeg mente dengang ‒ modsat nu ‒ blot slige,

som sit storhedsry fortjente ved at slaas og føre krige: Generaler, konger, helte, om hvis daad vor saga meldte.

I mit hjertes gudetempel stod da mangen krigers billed. Alexanders for eksempel var i pomp og pragt opstillet

paa høialteret i koret, hvor kun krigere fik ordet. Siden fik jeg andre helte, som hver ungdom burde dyrke,

men som fredens styrkebelte tog paa til sit krigeryrke. Det er dem, der fører striden for retfærdighed og viden.

Galilæas store lærer troner nu i tempelkoret, og i ham jeg alle ærer, i hvis liv jeg ham har sporet.

Jeg med store aandsmartyrer nu min tempelhal udstyrer. Store mænd og store kvinder ‒ aandens stridsmænd her paa jorden ‒

nu i tempelhallen finder plads i skjøn og sirlig orden. Men de gamle krigerguder brændte er som brændte skuder.

Der er stilt og lydt herinde i mit hjertes tempelhaller, hvor jeg dyrker deres minde, som i aandens kampe falder.

Deres kamp i sorg og trængsel udtryk er for slægtens længsel. Knæl og bed i tro paa disse, som i strid for aandens seier

og med tornekronet isse gav det bedste, slægten eier: Tro og haab og lys og viden som en skat for eftertiden.

Knæl og bed i tro paa livet og den aand, som livet skjænker. Aandens helte blev os givet for at sprænge morkets lænker.

Som Stæfanus himlen aaben ser de i sin drøm og haaben. Lad os følge dem i striden for det skjønne og det rette.

Lad os øge sandheds viden og i kampen ei gaa trætte, selv om vi kun først i døden faar se glimt af morgenrøden.