Op til dagens strid og daad.
Op fra døs i bløde dyner.
Jorden ler af duggen vaad
som en moder under graad,
og i østen solen lyner.
Livets friske vaabengny
lyder over land og by.
Alting vaagner her og der,
alting ler som barn i vuggen;
alting lytter; alting ser;
luften sitrer ren og skjær;
marken drikker morgenduggen.
Livet bruser, født paany,
som en lovsang høit mod sky.
Skjønne morgen, lys og blid
over jorden frem du strømmer
med arbeide, daad og flid;
tro og kamp og tapper id
som af gyldne horn du tømmer
over verden ødselt ud
som allivets unge brud.
Hanegal, o, morgenstund,
al din livsfryd i mig bruser.
Om jeg havde i min mund
tusen tunger, blev det kun,
som naar brisen havet bruser;
for det kan ei siges ud,
hvad du er; thi du er Gud.
Gud, som aander liv i sten ‒
Gud, som var og er den samme.
Gud, hvis vilje lys og ren
sitrer gjennem hver og en
som en livsens strøm og flamme,
der vil leve livet saa,
at han kan sit liv forstaa.
Kom saa, liv, og sjælen drag
ind i glans af morgenrøden.
Som paa stille vingeslag
bæres vi fra dag til dag
gjennem livets dag til døden.
Liv som død og daad som drøm
synker ned i tidens strøm.