Glommen gjennem dalen gaar
snart i strøm og snart i stille.
Først den frister fjeldets kaar,
og dens vei er stenet haard;
men saa naar den til det milde,
og foruden bram og bulder
ud i havet taus den ruller.
Glommen, landets største flod,
rig paa fossefald og strømme,
er som norskefolkets blod ‒
er som norskefolkets mod
og dets liv, dets tro og drømme
præget dels af strid og vildhed,
dels af ro og stræbsom mildhed.
Født paa hei, i skog og fjeld
den mod verdenshavet higer.
Spredte draabers dryp og spræl
samler sig med kilders væld,
og fra Aursundsjøen stiger
den som voksen ud i verden
paa sin store gang og færden.
Glommen fik som gut jeg kjær,
og jeg synes, den er prægtig:
Strøm med ungdomsvildhed her ‒
stille og med mildhed der,
den naar havet stor og mægtig.
er det, som om den jo vilde
livets løb for os fremstille.