Glemsel er det, jeg begjærer,
hvad jeg beder om, o Gud.
I mit hjerte sorgen tærer
lig en ild, der selv sig nærer,
og som aldrig slukkes ud.
Østens gamle vismænds drømme
om et sted Nirvana kaldt
fylder mig med samme drømme
og med længsler, sterke, ømme,
efter at faa glemme alt.
Glemsel for min sorg os glæde,
glemsel for hver deilig lyst
og for hvert et ungdomskvæde,
hvori livets skjønhedsglæde
engang lød ifra mit bryst.
Alt ‒ ja alt jeg vil forglemme.
Gud! jeg vil, jeg vil, jeg maa.
Intet skal mig lokke, skræmme,
kan jeg blot mig selv faa glemme
og Nirvanas glemsel naa.