Dronningfager, i lyshvid dragt,
i ramme af skog og af vand ‒,
i stille majestætisk pragt
knejser du, borg, som staar du vagt
for landet dig for foden lagt
i sommersolens gyldne brand.
Sagas aand omkring dig svæver.
Og i fremtids haab du lever
med Norges folk og Norges land.
Rundt i landet ser vi det gror
til nordmandens trivsel og tarv.
Smukt i gravlagte tiders spor
vokser der sæd langs fjeld og fjord
dér, hvor fædrene fordum fôr
med hakke, med plog og med harv.
Kun kongeborgen staar øde . . .
men her burde livet gløde
med al sin historiske arv.