Med hals saa hvid som sneen er,
Med kinder rosenrøde ‒
med haaret sort som ravnens fjær,
med læbers røde friske skjær,
med øine, som i uskyld ler,
skjønt de som ild kan gløde ‒
du hører mig for livet til,
min sylfide, ung og vild.
Men kort som skjøn er livets vaar;
den kommer, og den svinder.
I ungdoms store blomstergaard
der blomst ved blomst i knopning staar,
men hvad der høstes aar om aar
er blege, visne minder.
Vor vaar var skjøn; vor høst blev rig,
men rig paa brudte løfters svig.
Jeg mindes vaarens første dag
og solens første strime.
Mit hjerte lo i hvert et slag,
og du var vild, men ogsaa spag,
og jeg var sterk, som du var svag
i mangen skumringstime.
Og drømme kom, og drømme fløi;
men alle sveg, og alle løi.
Nu er det slut; mit haab er slukt,
det sidste, aller sidste.
Men vaarens drømmeliv var smukt,
og gav det ingen anden frugt,
min sjæl blev fri, og i sin flugt
den har ei mer at miste;
for alt du tog, da alt du gav;
din kjærlighed blev vaarens grav.