Væg i væg med mig der bor
en gammel spillemand.
Han spiller slig, at vist jeg tror,
han ei har sin forstand.
Thi suk og hulken, bitter graad
og latter vild, dæmonisk kaad,
i spillet fører han.
Dag og nat jeg lytter til
i taus andægtig ro
det underlige felespil
og tænker tidt: Vi to
kan rive skillevæggen ned
og gjøre stuen dobbelt bred
og stifte fælles bo.
Han er musikant, og jeg ‒
ja, jeg er publikum.
Den gamles spil fortryller mig
og gjør min tunge stum.
Thi spil af slig en sælsom art
saa sønderrevet, sorgfuldt rart
gjør baade vis og dum.
Gamle mand, spil væk, spil væk!
dit spil er livets spil:
Et bundløst dyb af sorg og skræk
med muntre tilløb til
at komme op af dette dyb;
men mennesket, det støvets kryb,
naar aldrig, hvad det vil.