Under brus af sørgetoner ‒
under faners vift og smeld ‒
did, hvor døden stille troner,
gaar et tog ad bakkens held.
Klokkeklang i luften sitrer ‒
blomsterstrød er kistens laag ‒
sabler, baand og stjerner glitrer ‒
alt er pragt i dette tog.
Det er en af jordens store ‒
en af høi og agtet stand,
som man her idag skal jorde
mellem sten og grus og sand.
Hvilken rigdom . . . hvilken pragt!
Hvilken glimmer . . . store min!
Tænk, om det er sandt som sagt:
alt er tomhed, løgn og skin.