For hvert skridt, som Agni triner
paa sin livsvei, hende følger
himmelsendte amoriner,
som i glans af lys sig dølger
for den unge, skjønne, rene pige,
der tilhører dem og deres rige.
Agni føler sig saa ene
i det liv, hvor andre trives;
hun vil søge at forene,
hvad af andre sønderrives:
Livets skjønne, store guddomstanker,
der som pulsslag gjennem verden banker.
Saa gaar ilbud fra Guds trone
ned til hendes amoriner.
De med livsens brudekrone
hen til Agni varsomt triner.
Og hun smiler og som rosen blegner,
der hun taus i dødens favntag segner.
Kindens blege uskyldsrødme
om en visnet rose minder,
mens fra læben livets sødme
under dødens kys forsvinder.
Og den unge, skjønne, rene pige
er vendt hjem til rene aanders rige.