Høit op tilfjelds i en ensom dal
en fattig, graa sangfugl bygger;
naar vaaren smykker dens koncertsal
i birkenes dunkle skygger,
da lyder mangen en stille kveld
dens sang i de dybe dale. ‒
Hvem hører den paa det vilde fjeld,
og hvem forstaar vel dens tale?
Nei, ingen hører dens længselskvad,
kun fjeldet truende stænger;
den sidder skjult bag des grønne blad,
den ved, den kommer ei længer;
thi hist i bjerget en rise bor
med alle de mindre trolde,
de fanged den lille fugl ifjor,
nu ved de ham fast at holde.
Men fuglen synger den lange nat
om lyse, deilige lande;
men vil han saa tage vingen fat
at flyve til disse strande,
da ler det tørt bagom berg og hei,
frem troldene næsen stikker:
“Sid rolig, lille! du naar dem ei,
hvormeget du dig end vrikker!”
Saa synger den lille fugl sin sang,
om nætterne ere kolde;
for den, som længes, er vintren lang;
men troldet ved nok at holde;
i ensomheden den ei er glad,
den knapt kan længslerne bære;
men hører ingen dens stille kvad
den høres dog af Vorherre.