Det er kveld ‒
solen glider bag blaanende fjeld,
over bjerg, over dal,
stryger viddernes luftning saa sval.
Fra den ensomme myr lyder heiloens klage,
mon hun mindes lyse og gladere dage?
mon hun i sit spraglede brystbærer kjensler af vemod og lyst?
‒ Hør! fra sætren ved grønnende vang
lyder sang…
Ser du ei
gjenten der paa den ensomme hei?
Hun er let, hun er fin
i sit snørliv og snehvide lin,
hendes dagværk er endt og buskapen staar inde,
herude hun ro for sin længsel vil finde.
Ved tjernet hvor voverne slaar
imod bredden, hun drømmende staar.
Ekko lyder fra styrtende ur
af en lur…
Tonens klang
ind i hjertet sig bævende svang;
hjertets strenge gir lyd
med en blanding af vemod og fryd,
kun en streng lyder saart, den i vaarnattens kulde
er brusten, saa tonerne aldrig blir fulde.
Dens klang gjør dog kinden saa varm,
hjertet slaar i den bølgende barm.
Imod bredden gaar vovernes kluk
som et suk...
Kveldens fred
sænker stille i sjælen sig ned,
øiet glinser saa vaadt,
sorgen letner; thi taaren gjør godt.
Over heier og myrer sig skumringen sænker;
men endnu staar hun der og drømmer og tænker;
da skvætter hun op, hun blir bleg ‒
tar paa sprang, ‒ var det lommen, som skreg?
‒ Borti aasen den ensomme nat
huldren smat…