Nu for tiden

I. Hvis du vil digte nu for tiden, saa skriv en kjærlighedsroman, men husk for alt, at helten i den,

blir en udskeiende kumpan. Gjør det kun rigtig sodomitisk, da træffer du just tidens smag, man jubler: “Aa hvor realistisk!”

Du høster laurbær slag i slag. Ja, kan du lære folk at skatte fuldt ud “den frie kjærlighed”, saa vil en hær af abekatte

straks falde dig for fode ned. Og kan du a la Mannfolk bande, henrykkes straks den hele slegt, lidt krudt i stilen ind at blande

gjør jo saa nydelig effekt. II. I vore dage kan man tænke, i hver en dybde trænge ind,

og bibelen den kan man lænke med store hjerners tankespind. De store aander frem sig trænger; men bagom dem en skare staar,

som sig i deres hale hænger og om i deres klæder gaar. Og halehængerflokken skriger og deler ud med svære slag:

“hvert ord, som bibelen os siger, er presteløgn og stort bedrag!” Hvis en af dem lidt modstand døier, saa holder de et farligt styr,

den stakkels mand de straks ophøier i aandens rige som martyr. III. Hvis man blir syg i vore tider,

saa reiser man til Boltzius, der kan enhver, som smerte lider, i hovedet bli gjort konfus. Man taler om de trange tider,

men Boltzius han lever godt, mens andre surt for livet slider, han finder tiden deilig flot. Ja er du syg og har lidt penge,

saa reis til ham en liden sving, han kan dem sagtens alle trænge, skjønt kuren koster ingenting. Og hver, som Boltzius besøger,

kan tjene godt paa denne sag, hvis han kan skrive lange bøger og reise om paa foredrag, IV.

I politikens leir man kriger, man bruger baade neb og klør man lyver, skjælder, hader, sviger, og øver uret nu som før.

Man karer sig til ærens tinde ved gyldne løfters frasespil, men. naar man saa har magten inde er løfterne ei mere til.

Sin fordums ven man bittert haaner, og disker op med feil paa feil, man sine egne brøst ham laaner, og ser sig selv i dydens speil.

Jo, man gaar frem i vore tider, men Sverdrup han gaar ned og ned, og høire sig i halen bider og render rundt paa samme sted.

V. Om bedre kaar for arbeidsmanden man fører megen deilig snak, til lettelse for hele standen

forhøies tolden paa tobak. Man præker og i høie toner om sparsomhed med statens mynt, men kongelige kommissioner

kan ingen sige lever tyndt. Jo, det er deiligt nu for tiden, man leve kan i haab og tro, om man er uanset og liden,

man kan vel blive statsraad jo. Og er man først paa taburetten, er man en lykkelig person, man afsked tar og har saa retten

til flere tusen i pensjon.