Hele vort liv er et farvespil
lige fra vuggen til graven,
farverne lyse og blafre som ild,
dvæle som skygger i haven.
Barndommens uskyld er hvid som sne,
derfor er minderne lyse, ‒
kan du som barnet mod himmelen se,
skal du for døden ei gyse.
Fagreste drømme i rosenskjær
spirer i ungdommens dage,
legende minder om den, du fik kjær,
vinke dig siden tilbage.
Ungdommens haab er som himlens blaa,
stiernerne lyse og blinke
vækker din længsel til fremad at gaa,
op mod det skjønne de vinke.
Manddommens livskraft er brunet, sterk,
farverne blive mere egte;
ungdommens drøm blir da fuldgjort verk
armen faar kraft til at fegte.
Jordlivets gulnende efteraar
kommer, og glansen blir borte,
roserne visne, dit liv forgaar,
du lægges i graven den sorte.
Saadan er livets farvespil
farverne veksle og svinde;
men bagom graven du engang vil
barndommens uskyld gjenfinde.