Kirkemusen

Forleden messedag en mus i kirken kom, den tog det ei med mag men traved kirken om,

i vilter lystighed den for,omkring i kirkens kor og hyp! saa for den med et hop paa alterklædet op. Den skued hid, den skued did

om der ei var en lækker bid; tilsidst den gjorde op sit valg, den satte sig at æde talg. ‒ Men klokkeren gav ikke lov

til saadant uforskammet rov, han syntes det gik lovlig vidt og tænkte: vent du bare lidt min kjære sultne kirkemus,

saa skal her bli et andet hus. Min kjære læser undres ei om klokkeren tog slig paa vei, du ved det var hans embedspligt,

at faa forhindret noget sligt; og ingen maa fortænke ham, om han i hu og sind blev gram; thi naar sligt musekreatur

som blottet er for al kultur, den smule lys fortære vil, som Klæbyggen har lagt sig til, maa da enhver ei blive vred

paa saadan uforskammethed? Noksagt, vor klokker greb sin stav og sig ikast med musen gav. Men ak! han fik ei musen fat,

han daarlig var som musekat, bag sine brillers dunkle glar han fandt ei ud hvor musen var. derfor han arg i sind og skind

i klokkerstolen stavret ind. Men den ukristelige mus fremdeles holdt et syndigt hus. (Jeg nævne kan forresten,

at da den fik se præsten, den grebes af ærbødighed og for fra alterklædet ned). Men klokkeren den arme mand

hun dog i fred ei lade kan, mod klokkerstolens lukte dør forfærdelige spring hun gjør; men til vor klokkers store held

hans trone stod saa fast som fjeld. Ja, kjære læser, tænk du blot, det er minsandten ei saa godt at være klokker, kan du tro,

og truet bli af rovdyrs klo, og dette græsselige dyr var værre end en næsvis tyr. Tænk om den med sin skarpe tand

paa klokkeren den arme mand i raseri var hugget ind og han var ædt med haar og skind. Dog glæd dig ven,

vor klokker end i live gaar, og mangen gang vi endnu faar

os glæde ved hans sang. Men musen næsten ellevild fremdeles drev sit sorte spil. Men snart den farlige krabat

saa prøver sig som akrobat. Klæbyggerne blev rent forskrækt, da de opdagede hvor frækt det umoralske musebæst,

som opad kiokkens reb var reist, nu fra sit svimmelhoie sted paa menigheden skued ned. (Det er en stor mærkværdighed.

En mus gik i sin næsvished saa vidt, at den saa ned paa hele Klæbo menighed). Og allersidst – tænk blot hvor fræk,

den satte damerne i skræk. Moral: En gammel klokker smutter ei, der hvor en mus kan finde vei.