Over livets lange, vilde hei
gaar en tung og støvet alfarvei,
rig paa prosa er den lange sti,
ak men fattig kun paa poesi!
Saa man dog med kjærligt blik derpaa,
øinet livets glæde i det smaa,
sjelden sletten var saa brun og graa,
at man ei en blomst bag stenen saa.
Selv herude ved den nøgne kyst,
livet har sin anderlige lyst,
der er poesi i bølgens gang
og dens tunge vemodsstemte sang.
Alting har sit eget store sprog:
Fuglehæren paa den stille vaag,
aftensolens leg paa havets speil,
stormens susen i det brune seil.
Poesi har himlens dybe blaa,
heiens brune lyng og blege straa,
poesi har stenens nøgne graa,
ser man blot med kjærligt blik derpaa.
Sank det alt med venlig, varsom haand,
bind det fast med mindets dyre baand,
da skal du paa heiens haarde sti
aldrig, aldrig savne poesi!