I den unge vaar

Eg gjekk inn i skogen ein solfager kveld og høyrde og saag meg glad, for vaaren var komen um fjord og fjell – paa straa og paa grein

um snaudaste stein hang blomar og angande blad. Og fuglarne song sine sælaste dikt med leik i den unge vaar,

for landet var fagert og livet rikt, og himmelen blaa med solgullet paa laag yver deir skinande klaar.

Dei leikte i lauvet, dei flagrad' og smatt og hygjad' seg tvo og tvo, eit parr viltre sporvar fraa greini datt og kringum dem stod

smaa blomar og lo – for moro aa leika seg so! Alt drøymde um gleda, um fagnad og fred – kven tenkte paa sorg og kiv?

Daa skaut seg ein rovfugl fraa lufti ned – dei songarar smaa saag skjelvande paa, ein skreik fyr sitt unge liv . . .

Kvi skal me daa aldri paa denna jord ein skuggelaus solglytt sjaa? ei tyngjande kjensla i hugen for – eg tykte dei gret

dei tonar, som let, som kviskrad um blomar og straa. Kjært er det aa liva i livsens vaar naar vonerna veks og gror,

naar alt um ein gryande sumar spaar og livsdraumen binn det lengtande sinn til framtidi sterk og stor.

Tungt er det aa døy i den unge vaar, men fagrast det ogso er, for vaaren si von inn i himlen naar, og trugen og sæl

den svivande sjæl ho heim attum stjernorna bær.