Naar aftenvinden suser igjennem skogens hal
og hvisker sin hemmelige tale,
naar brudesmykt er marken med liljer uden tal,
og grønklædt er skogens dunkle sale, –
i sommernattens stilhed mit hjerte giver klang,
da toner den derinde den vemodsfulde sang,
som aldrig vil gaa mig af minde.
Naar fjordens lette bølger mod stranden sagte slaar
og glitrer i maanelysets luer,
naar fuglens melodier mit øre stille naar
med lovsang fra skovens tempelbuer, ‒
da knuges brystet sammen, en stille vemodslyst
derinde bringer længsler mod drømmelandets kyst
med eventyrlokkende høider.
Staar jeg paa fjeldets skraaning og ser i dalen ned,
mens laurtoner lokker fra lien,
den dybe fjord histude mit øie standser ved ‒
mens klokkerne klinger langs stien, ‒
da vækkes i mit hjerte den samme dunkle lyst
jeg længes til de solklare landes lyse kyst
med nye og videre syner.
Og sidder i min stue jeg tankefuld og træt
og drømmer om ny og fjerne dage,
de gamle minder glide forbi mit øie let
og kalder min sorg og lyst tilbage, ‒
da synger atter hjertet sin længselsfulde sang,
o, skal den aldrig stilles hernede nogen gang!
den gaar mig dog aldrig af minde.