Forlist haab

Som efter regntung uveirsdag brat solen bryder frem og bryder skyers mørke lag med bud fra lysets hjem,

saa kan, naar livet synes graat, din fremtidshimmel sort, en lysalf gjøre alting godt og jage sorgen bort.

Den lille lysalf tro og huld, den heder haab ‒ ja haab ‒ din fremtid lyser underfuld i haabets straaledaab ‒

det nynner mildt dit hjertes trang i blide fremtidskvad ‒ dets toners løfterige klang gjør hugen fro og glad.

Men alting visne kan og dø, det haabet ogsaa kan ‒ mit haab sank ned paa modgangs sø, til sorgens mørke land ...

en stemme sang paa livets hav for mig en vemodssang, det hulked fra sin glemte grav det haab, der var engang …