I ensomhed jeg sad en kveld ‒
mit hjerte var beklemt ‒
mens dagen svandt bag vestens fjeld,
hvor solen længst var gjemt,
sank skumringstimen stille ned
paa jorden med sin dybe fred.
Men høstens vind vemodig peb
i træets nøgne gren,
de gule blade for dens greb
fløi over mosgrod sten;
naturen havde atter drømt
en sommer væk ‒ nu var den rømt.
Og i mit bryst en tanke steg,
den gjorde øiet vaadt,
den var saa vemodstung, saa bleg
og gjorde dog saa godt ...
en taare trilled stille, tung ‒
hvi sørger man, mens man er ung?
enjambement norsk lyrikk
Da saa jeg gjennem taarens slør
en stjerne tindre ned;
den uro, sorg, jeg følte før,
veg for en stille fred ...
i stjernens lys, der laa en trøst,
et haab om liv, skjøndt det var høst.
Der er en streng i hjertets bund,
som ofte klinger saart,
selv om man ei har mindste grund
at finde livet haardt;
den raades ei af støvets baand
men stemmes af en større haand.