Jeg ser den, den afklædte virkelighed,
den kommer og tar mig ved armen:
“Hør, gutten min! nu faar du pent følge med,
riv bare al svaghed af barmen!
Jeg tilhører livet, jeg er det solide,
det eneste holdbare, det skal du vide!”
Saa pegte den fremad og trak i min arm:
“Kom bare! Det nytter ei hyle,
her hjælper ei “kjære mor”! Aa vær ei harm,
nu skal vi gaa barfod paa syle!
Hvad gagner vel drømme? De røres som luften,
nei, jeg er solid, og hos mig bor fornuften”.
Saa trued den grusomme virkelighed
ad alle de smilende drømme,
de bæved, de flygted, de hulked derved
og sank i de iskolde strømme,
de raabte om redning, de rakte mig hænder,
men virkeligheden kun viste dem tænder.
Men drømmenes aander de spøger hver nat,
og virkeligheden maa flygte,
men ret som det lider, saa har den mig fat
og vækker med lys og med lygte, ‒
saa staar jeg der atter, mens drømmene sukker
og iskolde vande sig over dem lukker.