Indad mit vindu en stjerne keg
og det var kveld ‒
glemte, men lokkende minder steg
fra hjertets veld ‒
de sang, og de lo, men hulked’ dog
aa! kunde man paa sig selv bli klog!
Dagen forsvandt ‒ tys! natten slaar
sin vinge ud ‒
længtende, stille bønner gaar
mod himlens Gud ‒
de hvisker om sorg, saa faa er glad,
og mange ved slet ikke hvad?
Engang, o hjerte, du finder vel fred
om ikke her,
de gaader, hvis løsning du ikke ved
skal løses der,
hvor friet fra suk, fra graad og savn
du finder tilslut den bedste havn.