Fra kirketaarnets glug det klang med dumpe, tunge slag, det toned over mark og vang den kolde vinterdag,
om kirkegaardens plankegrind et ligtog bøied frem, det bar en simpel kiste ind til dødens tause hjem.
Det var med liden ydre pragt,det følge fremad skred, for hun, som var derinde lagt, kun “fattigkjærring” hed; den grove kiste, simpelt malt,
har intet blomsterflor, en liden krans at lyng var alt, hun fik, da hjem hun for. Hun var jo kun en saadan en,
som alle vil bli kvit, hun “tynged bygden”, var til men, folk klaged derpaa tidt; der saaes intet øie vaadt,
da hun til graven for, hun havde det jo og saa godt som aldrig her paa jord. Blandt kirkefolket ordet lød,
da følget stevned frem: “Hvem er det vel, som nu er død?” “Aa, kun en tattiglem!” ‒ I kirkegaardens nordre krog
blev kisten sænket ned, hvor nordenvinden haardest tog, hun fik sit hvilested. ***
Den gamle med de hvide haar, som nu i graven laa, var dog for mange, mange aar tilbage frisk som faa,
da var ei ryggen skak og krum, ei kinden grov og ru, ei læben var saa bleg og stum og øiet lukt som nu.
Da gik kun engang smykt som brud den samme kirkevei, hvordan det skulde gaa tilslut, det aned hun da ei,
da var hun ung og rank og fin, saa fuld af haab og fryd, der trængte ei i hjertet ind den mindste sorgens lyd.
I lien nær ved skogens rand en rødmalt stue laa, der havde hun sit hjem, sin mand, der var hun glad som faa,
der stræved hun nok ofte tungt i arbeidsmandens kaar, men modet vokste friskt og ungt som løv i lysets vaar.
Og manden virked for dem tro, hun saa, hvor det gik frem, de nævntes lykkelig de to af hver, som kjendte dem,
da aar var gaat, sad tvende smaa, paa faders knæ og red, men sorgen skulde snarlig faa forstyrret hjemmets tred.
En dag, han var til byen ind, blev han saa længe væk, hun sad og vented tung i sind til midnat i et træk,
da endelig han kom tilslut, han drukken var og slem, den kveld blev lykken jaget ud fra arbeidsmandens hjem.
Fra nu at gik det ned og ned, i hjemmet blev der nød, hver skilling han paa “sjappen” smed, hun træled for sit brød,
med taarer paa den blege kind, med kummer i sit bryst, hun gik der stille ud og ind og stelled rolig, tyst.
Naar drikkens vanvidsaand fik magt, da var han ond og vild, naar rusen atter sig had lagt, da græd han og var mild,
da angred han saa bitterlig og dyre løfter gav, men lysten i ham førte krig og vandt ‒ trods pligtens krav.
Det var en kveld i senest høst, og mørket ruged tæt, derude hyled stormens røst som jætters aandedræt,
fra husmandsstuen lyset sken i uveirsnatten ud, der sad en viv, en trofast en, og vented længe, trut.
Det led til midnat, ‒ stormen sled i husets væg og tag, derinde sad hun uden fred, mens andre sov i mag,
i sengens halm de tvende smaa sov barnets trygge blund, med stille sorg hun paa dem saa, det skjalv om hendes mund.
Da lød paa trappen tunge skridt, fra stolen op hun for, men stuens dør blev aabnet vidt, da sank hun mest til jord,
thi fire mænd en byrde bar, den ligned jo et lig, ‒ og gjennem husmandsstuen skar et vildt, fortvivlet skrig.
Med øiet rædselsstivt hun saa mod dem, da ind de steg, det var jo hendes mand, der laa paa gulvet, kold og bleg, ‒
hans øie stirred brustent ud, fra panden blodet flød, slig kom han altsaa hjem tilslut i uveirsnatten død.
Det var, som noget tungen bandt paa dem, som bar ham ind, mens taarer tvang sig frem og randt nedad den rynkne kind,
en pegte taus paa gulvet ned, hvor han laa kold og død, en brændvinsflaske sagte gled fra ligets vaade skjød.
“Paa veien nys vi fandt ham slig med panden mod en sten, vi saa det straks, det var et lig og det en velkjendt en, ‒
han var desværre nok beskjænkt, da han fra byen gik, sligt blir saa sjelden jo betænkt, det er en gammel skik”.
Da dagens første straaler steg bag fjeldet frem i øst, da endt var uveirsnattens leg og tystnet stormens røst,
da sad hun stum og stirred i mandens stive træk, hun havde stellet ham saa fin og tærket blodet væk.
Hun eied ingen taare varm at svale smerten med, som raste der i hendes barm mer stærkt, end nogen ved,
hvert livets haab var kisteklædt, hver glæde død med ham, af livets strid hun var saa træt, og haanden var saa klam.
Dog nu begyndte der en strid end mere tung end for, hun træled slig i denne tid, som kun en mor det gjør,
det var ei for sig selv hun sled og tog saa haarde tørn, men hendes livshaab hang sig ved de faderløse børn.
Med aare hendes haar blev hvidt og ryggen skak og krum, men sorgen havde endnu lidt, som hun fik give rum, ‒
en vaar tog smitsom feber bort de to, hun leved for, men da var det med kraften gjort hos den forladte mor.
Hun selv blev syg og svæved saa en tid paa gravens rand, men bort hun fik ei lov at gaa, den stærke krop holdt stand,
dog sjælen den blev aldrig klar, hun gik saa bleg og stil og var bestandig saa lidt rar, men altid god og mild.
*** Saa blev hun da en saadan en, som alle vil bli kvit, hun “tynged bygden”, var til men,
folk klaged derpaa tidt, ‒ der saaes inter øie vaadt, da hun til graven for, hun havde det jo og saa godt
som aldrig her paa jord.
Cookies on Poetry Cove