Det skinner om landet med blodrøde flag, de vaier i vaardagens blæst, den syttende mai er frihedens dag, og folket sig samler til fest,
der flommer veltalenheds finslebne ord, der synges om frihed og fred, vi nordmænd er frihedens sønner i nord, – saa drikker man skaaler for Oskar og “bror”
og frydes saa saare derved. Hvad er det, som rumler bag fjeldet i øst, som gjør sig saa stort og saa bredt? Jo, “storebror” taler med “storsvenske” røst,
at mestre os tror han er let. Vi harmes, vi hader de haanende ord og trudselens toner deri, – men retnu er veslebror vokset sig stor,
han tramper hvert lydrigemærke paa jord, – da først kan vi kalde os fri. Syng stille din hymne om friheden dog! Det sukker fra Noriges bryst, –
der vest over havet gaar tog efter tog, vor ungdom forlader vor kyst. Hvad fattes? – Her fik de dog lære at slaa og slagte folk paa kommando, –
og staten den lar millionerne gaa til krudt og kanoner hvad fattes os saa? Men “liget i lasten”, skal tro? Men alle de tusen, som retten ei naar,
de samler sig ogsaa idag. alvorlige tog gjennem gaderne gaar, at hævde retfærdigheds sag, – se samfundets stedbørn, de ber og vil frem,
ber Norge om frihed og ret, før samfundets retfærd kan række til dem, før skal vi ei synge om “frihedens hjem”, – det høres saa sørgelig let.
Men dagen har minder, der maner os frem, for dem vil vi heise vort flag. Kjæmp nordmænd, for frihed med varme som dem, der skabte os maiens dag!
Det vaares vel ogsaa i Norge engang, thi dagen har tusinde haab, for dem vil vi digte vor deiligste sang, for dem skal der klinge hurra over vang
med lange begeistrede raab!
Cookies on Poetry Cove