Varulv

Han fødtes et Skudaar ‒ en Vinternat-Stund med ligsvøbte Bakker og lukkede Sund,

mens Snedrevet pisked mod Væg og Rude, og Ulven hylte ved Grinden derude

‒ Varulvl Varulv! Og da han var svøbt, ‒ hans Moder har sagt,

hun saa, at ved Vuggen en Ulv sad paa Vagt. Hun stirred paa Gutten, og grøssed ved Synet:

hun skimted det skyggende Maærke i Brynet. ‒ Varulv! Varulv!

Hvor siden i Livet han vanked og for, Ulven fulgte ham tæt i hans Spor,

han hørte dens Trin, han følte dens Aande. Det fyldte hans Sjel med Rædselens Vaande.

‒ Varulv! Varulv! Men led det til Midnat, da stak han paa Dør

i Varulve-Ham og paa Varulve-Klør. Han veired med Lyst sin Varulve-Føde,

hvor Gravbakkens Grus hused de Døde. ‒ Varulvl Varulv!

Naar atter af Dag det begyndte at gry, blev Varulve-Hammen skiftet paany,

og Natten ham syntes en Drøm kun igrunden. Blot kjendte han noget som Ligsmag i Munden.

‒ Varulvl Varulv!